I erindringsbogen - som jeg husker... fortæller Christian Poulsen om sin tid i Vejle frem til 1959.
Det er et billede af en tid og en by med dens forretninger, virksomheder og frem for alt mennesker, der her tegnes med sans for detaljen.
Den tyske besættelse spiller en stor rolle i den tidligste periode af forfatterens liv, og med tyskerne lige ved siden af, i For-samlingsbygningen, oplevedes besættel-sen på tæt hold. Der fortælles spænden-de og engageret om livet i brandstation-ens gård sammen med alle de andre børn og forældrenes arbejds- og fritidsliv.
Christian Poulsen har et godt øje for byens liv i den lyse tid efter freden, hvor amerikaniseringen begyndte, i hans skoletid - der ikke var nogen udelt for- nøjelse og den kolde krig hvor den

herskende moral gav problemer. Vi hører om læretiden som murer, om kærester, byture, moderens alt for tidlige død og tiden alene med faderen.
Med denne erindring har kvarteret Ved Anlæget fået sin historie, og det samme har Vejle by og dets mennesker i den tyveårige periode.
En historie oplevet af et barn og ungt menneske, som havde antennerne ude, og som er i stand til at videregive indtryk fra en svunden tid, som ikke er så Iænge siden endda.

"Barndommen er den tid, hvor man lærer at leve" sagde en bekendt til mig for et stvkke tid siden. Det er en sensitiv tid, hvor enkelte brudstykker af livet har det med at nagle sig ind, så det erindrings-mæssigt næsten skygger for resten af livet, men stadig med barndommens friskhed. Jeg kom til at tænke på be-mærkningen, da jeg læste arkitekt Christian Poulsens erindringer "som jeg husker... Erindringer om min barndom og ungdom i Vejle", der udspiller sig i og omkring boligerne til den gamle brand-station i Vejle. Christian Poulsen har blik for de mange små detaljer, som skaber en tidsstemning og maler et miljø frem side for side. Til tider er miljøet beskrev-et med en varme, der trænger ind under

huden på læseren, som det er tilfældet med beskrivelsen af mødrene på bænk-ene i skumringerne de sene sommer-aftener, eller når han beskriver lyd-billedet, som trængte sig på fra Elværket og Vejle Tekstilfabrik.
Som søn af en murer, der ogsa tjente til livet som brandmand og en syg mor, som døde tidligt, har Christian Poulsen blik for de sociale og politiske skel, der ikke mindst prægede skolegangen for til sidst at kulminere i et slet skjult oprør. Og det er bestemt ikke alene en senere tids efterrationaliseringer. Som han selv skriver "året var knap startet, før jeg valgte at vende skolen ryggen.
Jeg syntes, jeg havde været udsat for megen indoktrinering, men da vor kon-

servative dansklærer en dag i timen ad-varede mod en tiltagende socialisering, og sluttede fordømmelsen af med at konstatere, at hvis ens far støttede den slags, kunne han ikke respektere ham, flød mit bæger over". Herefter blev det en kamp mod skole. Om våbenet og resultatet kan man selv læse, dog kan det allerede her røbes, at fortællingen ender lykkeligt. Bogen er velskrevet og bla. illustreret med forfatterens egne akvareller.

Forfatteren fortæller veloplagt om en barndom og ungdom, der har brand-stationen i kvarteret ved Føtex som omdrejningspunkt. At forfatteren er arkitekt går som en rød tråd gennem bogen med mange præcise beskrivelser af steder og bygninger før og nu. Erindringerne er overvejende lyse og

muntre og fortæller om meget fællesskab i familien og på arbejdet. Bogen rummer dog også en skarp kritik af den autori-tære skole.